Sure Svend – Glutenfrit Surdejsbrød

 

Sure Svend

Altså surdejsbrød giver vi vores varmeste anbefalinger, og ham Svend her er slet ikke værst. Mette Marie lagde opskriften på sin gamle blog, og der er lavet mange Sure Svend’er over det ganske Danske land siden. Måske du tænker, surdej… det lyder besværligt, men det er virkelig besværet værd, og nok ikke så besværligt endda… og din mave vil kunne li dig for det!


Inden du kan gå i gang skal du have en surdej, du kan se en lille video her hvordan Mette Marie laver surdej.

Opskriften er til 2 brød. (Eller 10-12 skønne boller)

Aftenen før du skal bage blander du:

1/2 liter koldt vand
1 spk. Kokossirup (ahornsirup eller honning er også godt)
1 dl. Surdej
100 gr. Majsmel
100 gr. Fuldkorns rismel
50 gr. Hirsemel

Lad det stå ude på køkkenbordet natten over (Eller 6-8 timer) og når fordejen så er klar tilsætter du følgende:

4 dl. Lunkent vand
75 gr. Hirsemel
125 gr. Fuldkorns rismel
35 gr. Loppefrøskaller (jeg bruger øko fra Urtekram eller Biogan)
1,5 spsk. Kokosfiber
1 tsk. Kardemomme
1 spsk. Salt (strøget mål, og skal være Atlanterhavs salt eller Maldon, hvis du bruger middelhavssalt brug da kun halvdelen)

Det hele røres godt sammen på røremaskine, gerne i 10 min. Sættes til hævning en times tid til halvanden. Lægges ud på meldrysset bord og deles i to. Formes let til 2 brød og lidt rismel drysses over, stryg lige hånden over brødene så melet fordeles. Snit gerne brødet, det ser smukt ud.

Kommes med det vuns ind i en 220 grader varm ovn. (Varmluft) bages i ca. 1 time og 15 min. Skru ned på 200 grader de sidste 30 min.

Andre meltyper kan bruges og kerner kan tilsættes, gerne med 1 dej så de kan stå og trække i vandet. (Kernerne altså)

God bagelyst

Kærlige hilsner fra MM & Kath <3

image


Copyright © Det Glutenfri Bageatelier 2017
Hjemmeside og logo af logobyhand.dk