Apple Pie, glutenfri & vegansk

Den her apple pie holder vi meget af, den er lidt anderledes og grov i det og det elsker vi. Sødet med kokossukker er den ikke overdrevet sød, men lige tilpas.

Kokossukkeret kan skiftes ud med rørsukker for en sødere variant. Desuden kan melet byttes ud efter ønske hvis der er noget af det du ikke kan tåle.

Tærten er lækker at servere med kardemomme creme sauce, så det har vi lagt opskriften ind på nederst. I England spiser man jo ofte kager med varm creme sauce og det smager virkelig skønt, og specielt her om efteråret er det ligesom ekstra delikat med en varm dessert sauce til.

til 1 tærteform (metalform med løs bund på 24 cm i diameter)

Mørdej
110 g fuldkornsrismel
60 g kikærtemel
60 g boghvedemel
30 g kartoffelmel (tapioka eller majsstivelse kan også bruges)
3 spsk kokossukker
1/4 spsk fint atlanterhavssalt
55 g blød kokosolie
55 gr. olivenolie
1,25 dl vand
2 tsk æblecidereddike
1/2 tsk vanillepulver eller kanel

Fyld
4-5 gode æbler
2 spsk majsstivelse
3 spsk kokossukker
1/4 tsk atlanterhavssalt
2 tsk kanel
evt. 1/2 tsk vanillepulver

Bland mel, salt, kokossukker samt krydderi godt sammen. tilsæt blød kokosolie (Stil den evt lidt i ovnen hvis meget hård) samt olivenolie og ælt sammen. Tilsæt til sidst æbleeddike og vandet, først 1 dl og så den sidste 1/4 dl til sidst lidt af gangen til dejen netop hænger fint sammen uden at smuldre. Hvis dejen ikke hænger sammen så tilsæt forsigtigt en anelse vand lidt af gangen til den er samlet.

Deles i 2 stykker (Den del til bunden lidt større end den anden). Rul den ene del ud på et stykke bagepapir med lidt mel på toppen så den ikke hænger i kagerullen. Vend bagepapiret rundt så dejen beklæder tærteformen og tryk den fast og klem kanterne af (Eller tryk bare dejen ud i formen i et jævnt lag) tag en gaffel og lav en 5-6 gaffelmærker i bunden. Rul derefter resten af dejen ud i en rund cirkel, bare er en anelse større end tærteformen, det er til pie låget når fyldet er komme i.

Æblerne skrælles (kan også sagtens have skræl på) befris for kernehus og skæres i tern. Læg op i en skål og tilsæt kanel, salt, stivelse og sukker og rør godt rundt. Læg fyldet i op i dejen i tærteformen og vend i en hurtig bevægelse dit dejlåg op over og tag bagepapiret af. Tryk den resterende dej af kanterne, pensl dejen med vand, kaffe eller plantemælk og drys let med kanel og kokossukker.
Prik gerne lige lidt huller med en gaffel. Den sidste rest dej kan evt. rulles ud og skæres som et par blade der lægges på toppen som pynt.

Dejen vil krakelere lidt og det er ok, for husk at dette er en rustik pie 😉
(Låget kunne også laves af en masse små udstukne hjerter der lægges så de overlapper hinanden, det er også smukt)

Sæt hele balladen i fryseren i ca. 30 min (Hvis du har tålmodighed til det, ellers bare bag med det samme, giver bare en mere sprød konsistens) Tag ud og sæt i en 175 grader varm ovn og bag i ca. 45 min.

Tærten kan serveres med kokosflødeskum, koflødeskum (Hvis du ikke er veganer) eller kardemomme creme sauce. (vi spiser efter min mening alt for lidt cremesauce i Danmark)

Opskrift på kardemomme creme sauce
2 dl mandelmælk (eller anden plantemælk)
2 tsk majsstivelse
1/4 tsk kardemomme (gerne friskkværnet)
1-2 spsk kokossukker (start med 1 og smag til med mere evt)
1 spsk ahornsirup
1/4 tsk vanillepulver
nip salt

Det hele piskes sammen i en gryde og koges op til det tykner. Tilsæt mere plantemælk efter behov hvis konsistensen bliver for tyk.

Go Bagelyst.
Kh. Kathrine og Mette Marie <3

 

 

Copyright © Det Glutenfri Bageatelier 2018

Hjemmeside og logo af logobyhand.com